I 1918 blev grundejerforeningen Ny Hvidovre stiftet som én blandt mange grundejerforeninger, der kom til i de år, hvor Hvidovre forandredes fra landbrugs- og gartneriland til sommerhus- og senere villaområde. Ny Hvidovre var ikke blandt de mindste af foreningerne, og på punkter blev den historie mere spændende end de flestes. I løbet af de 75 år, der nu er gået siden stiftelsen, har den slugt efterladenskaberne af en naboforening, den er blevet splittet, og endelig er den blevet samlet igen.

En forenings liv og udvikling viser ofte lighedspunkter med et menneskeliv, om end det ikke sjældent er længere. Starten kan ofte være usikker og fuld af trængsler, der er muntre perioder, hvor ting lykkes og virksomheden er fuld af liv, der er perioder, hvor foreningen synes at sygne hen i mangel på opgaver eller interesse fra medlemmerne, og der er de fleste og længste perioder, hvor det bare handler om solidt arbejde for at få opgaverne løst og stillet medlemmerne tilfreds.

Det sidste er i reglen ikke muligt. Det er karakteristisk, at parcelejerne er mennesker, der ikke lader sig noget diktere og nødig går i takt. Det gør arbejdet svært for bestyrelserne, men sikrer også, at der ikke er ret meget, der går igennem uden at være undersøgt og diskuteret rundt omkring i foreningen.

Efter at grundejerforeningerne i de sidste årtier har haft stadig færre og mindre væsentlige opgaver, så er der nu på mange fronter tegn på, at billedet vender. Fra nogle kommuner hører man om genprivatisering af vejene, der er hybridnetsproblematikken og det er sandsynligt, at stadig flere opgaver vil komme til i takt med holdningsændringer til det offentliges rolle og i takt med den teknologiske udvikling.

De næste 75 års udvikling for Ny Hvidovre må gerne være ligeså spændende som den historie, der nu er gennemlevet, så længe resultaterne er i overensstemmelse med medlemmernes ønsker.