Når man skulle sælge grunde i Hvidovre i tiden under og efter Den første Verdenskrig, så var det jævne folk, man solgte til. Der var ikke mange penge mellem hænderne på almindelige arbejdere, håndværkere og småfunktionærer, og det afspejledes i salgsmaterialet. Det var også det, der var det bærende ved salget af parcellerne i Ny Hvidovre.

Sælgeren slog på jordens kvalitet. Det var smukt og højt beliggende grunde, så køberne kunne regne med, at de slap for dræningsproblemer. Det var jord af en høj bonitet, så den ville være meget velegnet til dyrkning af grønsager.

Muligheden for at dyrke grønt til familiens behov var et godt argument med den dyrtid og mangelsituation, som verdenskrigen havde medført.

Sælgeren kunne også slå på beliggenheden. Det var tæt på den store park, som København netop havde projekteret langs Damhusåen, og man kunne pege på, at det var sandsynligt, at der snart vill komme en sporvejslinie fra Trekronergade til Hvidovre (linie 6).

Det første blev en realitet med Vigerslevparken, men sporvognen kom aldrig, og en forbindelse til byen, der svarede til linie 6 kom først med opførelsen af Hvidovre Hospital over 50 år senere.

Endelig slog sælgeren på, at det var de bedste købsbetingelser, der blev givet i Københavns omegn. Vejene var udlagt på sælgers regning, og der ville blive pålagt servitutter, der sikrede mod at blive nabo til høj bebyggelse, og der var ingen byggetvang, så køberne kunne selv bestemme tempoet i deres byggeplaner. Og endelig var priserne meget rimelige.

Når man så går nærmere ind på købsbetingelserne, så så det måske nok lidt mere speget ud, og en enkelt betingelse skulle vise sig at få langtrækkende konsekvenser.

Prisen var ganske rigtigt rimelig med fra 1 kr og 10 øre pr. kvadratalen, et indskud på bare 30 kr. og månedlige afdrag på fra 3 til 5 kr. Men det betød, at køberen først ville kunne påregne at få sit skøde overdraget efter 10 år. Og det var ikke helt uproblematisk i forbindelse med senere byggeri.

Hvis køberne ikke trods de små afdrag var i stand til at betale, så indeholdt salgsbetingelserne bestemmelser om, at de kunne få refunderet op til 60% af de betalte afdrag, hvorefter grunden faldt tilbage til sælger. Med de prisstigninger på jorden, som man kunne regne med, var det ikke nogen dårlig bestemmelse for sælger.

Den mest interessante bestemmelse lød: "Der vil blive paalagt hver Lodsejer en Broafgift eventuelt Vejafgift og ved Bebyggelse eventuelt en Kloakafgift". Så allerede med de første salgsbetingelser dukkede den senere så berygtede "Guldbro" op.

Helt uspændende var bestemmelsen om, at der ikke måtte indrettes fabrik eller butik på parcellerne, heller ikke, men det var ikke så væsentligt for det store flertal.

Men købekontrakternes "musefældeklausul" holdt ikke køberne tilbage. Der var godt salg i grundene, og der var masser af mennesker i København, som drømte om en tilværelse midt i det grønne med lys og luft, og ikke længere fra København, end at man kunne cykle til arbejdet. Så Stengårdens og Eriksmindes jorder blev solgt, og familierne strømmede til Hvidovre om søndagen i sommerhalvåret og nød arbejdet med at omdanne de gamle marker til kolonihaver.