Der var i hovedårsagen to årsager til at købe grund i Hvidovre i den store udstykningstid fra 1910-1925. Der var dem, der købte grund med henblik på at få et sommerhus tæt ved byen, og der var dem, der købte grund for at få bygget et helårshus, når tiden og økonomien var til det.

Lauritz Hansen købte sin grund på hjørnet af Poppel Allé og Vestkærs Allé i 1920 for at skabe et hjem for familien dér, når pengene en gang rakte til det. Det kom til at vare nogle år, så først i 1926-27 fik han mulighed for at gå i gang. I de mellemliggende år betalte han af på grunden og brugte den til at dyrke grøntsager ot til at være i grønne og landlige omgivelser om sommeren.

Lauritz Hansen var kedelpasser på Frederiksberg Papirfabrik, og på fabrikken modtog man restoplagene fra blandt andre avisen, Nationaltidende. På den måde så han en dag i én af de gamle aviser, at der var en entreprenør i Valby, der havde et hus til nedrivning. Laurits Hansen tog hen og talte med entreprenøren for at høre, hvad det var for et hus, og hvad han skulle have for det.

Det viste sig at være et mindre bindingsværkshus, der lå ved Strandvejen nord for København, og betingelserne var, at han skulle fjerne hele huset og så betale 300 kr.

Lauritz Hansen og hans kone tog ud for at se på det, og det var ganske rigtigt et bindingsværkshus med felter af tegl, og så var der en stor vinterhave til det. Huset og prisen passede familien fint, så de gik i gang med at rive det ned og transportere det til Hvidovre. Det gik også fint - bortset fra vinterhaven.

Han måtte flytte vinterhaven i et stykke, og det gik udmærket, til han nåede til den gamle jernbaneviadukt over Hvidovrevej. Den var for smal til læsset, og så måtte han køre halvvejs til Roskilde for at finde en ledvogterovergang, hvor han kunne køre over sporene.

Så stillede han vinterhaven på grunden, og det gik meget godt nogle dage, men en dag han kom ud til Hvidovre, havde en efterårsstorm splittet den ad, så den kom aldrig op i Hvidovre.

Lauritz Hansen kontaktede så en arkitekt, der tegnede et hus efter hans anvisninger og på baggrund af de byggematerialer, han havde købt. Arkitekten kom ud og stak grunden af, og så begyndte Lauritz Hansen at grave ud og støbe fundament. Alt byggearbejdet gjorde Lauritz Hansen selv, selv om han i ny og næ fik en hjælpende hånd fra venner og naboer. Det varede mellem ét og to år, hvor han daglig måtte tage fra arbejdet ud til grunden i Hvidovre og slide med byggeriet.

Byggeprojektet af familiens helårshus blev finansieret ved, at fru Hansen tog noget rengøringsarbejde fra klokken otte til klokken tolv hver dag. Det gav 3 kroner om dagen, og det var nok til at dække kosten til hele familien, der også omfattede to drenge. Grunden kostede 85 øre per kvadrat-alen, og de betalte den af med 18 kr. om måneden, og da den var betalt, kunne de få et byggelån på 3.000 kr. Den endelige prioritering blev på godt 4.000 kr. Den ganske store grund på 1800 kvadrat-alen var lidt for stor at passe, fordi han havde skifteholdsarbejde. Så senere købte Lauritz Hansen nabogrunden, og kunne så stykke grunden ud i tre parceller.

Vand fik de fra en brønd, som Lauritz Hansen selv havde gravet på grunden, og huset var opvarmet ved en kakkelovn, som de købte fra en ejendom på Amager, hvor der skulle indlægges centralvarme.

Haven var en vigtig del af husholdningen, og derfor havde de gravet en lille kælder under huset til opbevaring af grøntsager. Familien var i de første år næsten selvforsynende med grøntsager, og frugttræer var noget af det første, der blev plantet i haven.

De første år, familien boede i Hvidovre, købte familien sine dagligvarer hos en omkring-kørende handlende, der blandt andet solgte ost, smør og margarine, og ellers handlede de inde i Vigerslev Allé i brugsforeningen.

Lauritz Hansen var i nogle år formand for grundejerforeningen Eriksminde, som han var med til at stifte som en udbryderforening fra Ny Hvidovre. Stiftelsen skete i vrede over, at medlemmerne fandt, at der ikke blev gjort noget for sidevejene til Sønderkær. Den nye forening tog initiativ til at kommunen afholdt åstedsforretning over vejene, og så fik de gjort noget ved dem.