§ 20
Bestyrelsen består af formanden, kassereren (der skal være regnskabskyndig) og 3 bestyrelsesmedlemmer. Valgbare er medlemmer, disses ægtefæller og registrerede samlevere (jf. §§7), der er bosiddende inden for foreningens område.
Formand og kasserer vælges direkte på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen vælger selv af sin midte en næstformand og en sekretær. Valg af formand og 1 bestyrelsesmedlem sker i ulige årstal, medens valg af kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer sker i lige årstal. - Formand og kasserer kan således normalt ikke afgå samtidigt. Der vælges hvert år en suppleant til bestyrelsen. - 1. suppleanten vælges i lige årstal og 2. suppleanten i ulige årstal. Valg gælder for 2 år ad gangen, og genvalg kan finde sted.
Såfremt et bestyrelsesmedlem mister retten til valgbarhed, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, indtræder suppleanterne i rækkefølge, hvori de er valgt. Dersom formanden eller kassereren efter ovenstående måtte udtræde af bestyrelsen, skal hans afløser vælges blandt de resterende bestyrelsesmedlemmer, indtil førstkommende ordinære generalforsamling. Hvis ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt til ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.
§ 21
Formanden forestår sammen med den øvrige bestyrelse den daglige ledelse af foreningen. Han skal drage omsorg for, at der tages afskrift af foreningens korrespondance til arkivet, som han opbevarer og har ansvaret for.
Bestyrelsen er legitimeret til med bindende virkning for samtlige medlemmer at foretage enhver for opfyldelse af grundejerforeningens formål nødvendig disposition i overensstemmelse med nærværende vedtægter og de på generalforsamlingen trufne beslutninger. Dog skal større økonomiske beslutninger vedtages på en ordinær eller en ekstraordinær generalforsamling. Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer, heraf skal den ene være formand eller kasserer.
Foreningens netbank-konto tegnes dog af kassereren alene jf. §28.
§ 22
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøder afholdes, så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 1 bestyrelsesmedlem forlanger det. Sekretæren udarbejder referat af bestyrelsesmøderne, som tilgår de øvrige bestyrelsesmedlemmer senest 14 dage efter det afholdte bestyrelsesmøde. De af bestyrelsen godkendte referater indsættes i protokollen.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Formanden - eller i hans fravær næstformanden - leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.
Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor dette skønnes nødvendigt. Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, den kan bestå af foreningens medlemmer uden for bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem.
§ 23
Bestyrelsen modtager et honorar, som fastsættes på den ordinære generalforsamling. Udgifter i forbindelse med bestyrelsesmøders afholdelse betales af foreningen.