Search
Login
Det muntre foreningsliv Minimize

Blandt de første sager, der optog sindene i foreningens bestyrelse var ønsket om afholdelse af en fest, et ønske, der blev rejst fra flere sider. Man havde fra udstykningskonsortiets side dog ikke været så fremsynet, sat man havde sat plads af til en festplads i udstykningen. Men det var heller ikke ude på udstykningen, foreningen kom til at afholde sin første fest.

I efteråret 1919 foreslog foreningens formand, at der i vinterens løb skulle afholdes flere fester, så medlemmerne kunne komme til at lære hinanden at kende. Det blev nu blot til en enkelt fest i februar 1919. Hvordan denne første fest forløb, og hvor den blev holdt ved vi ikke, men der blev bestilt en hel del flere billetter, end der blev afhentet.

Afsted på badetur fra Elme Allé i 1930'erne.Helt ringe kan fremmødet ikke have været, for på generalforsamlingen en måned efter var der tale om et overskud fra festen, og bestyrelsens forslag om en havefest i sommeren 1920 blev vedtaget.

På grund af de evindelige problemer med udskiftninger i bestyrelsen kom man først videre med festarbejdet i juli måned, hvor en ekstraordinær generalforsamling nedsatte et festudvalg på fire medlemmer. På samme møde meddelte Charles Hansen, der jo ved siden af at være bestyrelsesmedlem også var udstykningskonsortiets mand, at han kunne anvise en festplads.

Den 29. august 1920 blev så den store sommerfest afholdt. Det var ikke noget ringe niveau, der blev langt an på. Der skulle være et tremands orkester, tombola og lodsedler og præmier for op til 500 kr! (Flere måneders løn for en arbejder.)

Der blev også sørget for fyrværkeri, og der blev anskaffet et dansegulv til lejligheden - et gulv på 10 x 12 alen. Dansegulvet kunne man efter festen få opbevaret hos Stricker på Eriksminde.

Igen er vi overladt til at gætte på, hvordan festen forløb, men umiddelbart efter besluttede bestyrelsen at arbejde for endnu en fest i løbet af den kommende vinter. Sommerens fest havde vist behovet for en festplads i foreningen, og formanden, Fangler, skaffede en grund på hånden, der ville kunne bruges som festplads, men foreningens økonomi var ikke til lige at springe ud i sådan et køb, selv om man også havde brug for en grund til forretningsejendom. Så sagen om en festplads blev skudt ud i fremtiden. Prisen skulle være 80 øre pr. kvadratalen.

Sagen om en foreningsgrund blev hurtigt aktuel, da et konkret tilbud kom frem en måneds tid senere. Nu var prisen steget med 10 øre pr. kvadratalen, men bestyrelsen diskuterede muligheden i længere tid uden at kunne nå til enighed, for det drejede sig trods alt om cirka 1.200 kr af foreningens penge.

På en ekstraordinær generalforsamling vedtog foreningen at købe grunden på trods af, at Charles Hansen på samme møde tilbød at stille en grund vederlagsfrit til rådighed i fem år til at afholde sommerfester. Dog tog forsamingen samtidig mod hans tilbud, så herefter ville foreningen både være ejer af parcel nr. 59 på Eriksminde og kunne holde sommerfester på en anden grund.

Dette års vinterfest fortaber sig i tågen, men det kan konstateres, at der blev arbejdet på den, og bestyrelsen udtrykte flere gange forhåbning om, den ville give et pænt overskud.

Sommerfesten i 1921 lå nu i fastere rammer, hvor man havde prøvet det før. Forhandlingsprotokollen meddeler:

"Det blev vedtaget at forhandle med Charles Hansen om Ølpriserne og tage 40 Øre for 1 Bajer og Sodavand til 25 Øre. Det vedtoges at lade trykke 4.000 Lodsedler med fire Serier, hver Serie med 10 gevinster, det overlodes til Næstformanden og Kassereren at købe Gevinster til et beløb af ca. 125 Kr. Det overlodes til Olsen at varetage Tombolaen og Udsmykning til Festpladsen. Baltegn sattes til 1 Kr. Festtegn 25 Øre. Mikkelsen lover at sørge for at faa Gulvet kørt over til Festpladsen Lørdag før Festen. Det overlodes til Formanden og Anders Jensen at foretage det nødvendige ved Festpladsens Jævning og om Charles Hansen staar ved sit Ord om Udlaan og Indhegning af Festpladsen. Formanden lovede at lege med Børnene. Petersen blev valgt til at bestride Posten som Restauratør. Til Dansehistorien overlodes Jarlby. Musik og Underholdning overlodes til Formanden. Anders Jensen overtog Posten som Tilsynshavende ved Festen. Festen aabnes Kl. 3."

Der var, som det ses, kommet godt styr på sagerne og priserne viser, at det også drejede sig om andet end socialt samvær - der skulle også penge i foreningens kasse.

Festerne i grundejerforeningens barndom var et vigtigt middel til at ryste parcelejerne sammen i de nye omgivelser, hvor der var så mange praktiske ting, der skulle skabes enighed om og arbejdes med. Det var så ganske naturligt, at festerne kom til at fylde mindre i foreninges virksomhed med årene, da alting var kommet ind i en mere rolig gænge, og da stadig flere boede på grundene hele året.

Print  
Grundejerforeningen Ny Hvidovre | CVR 32114814 | Danske Bank kto. 3358-082734 Terms Of UsePrivacy Statement